Fotografisk interesse og stil
Min primære fotografiske interesse ligger i landskabsfotografering, i særdeleshed panorama optagelser, men også arkitektur og wildlife er emner jeg beskæftiger mig med. Jeg stræber efter at vise naturen med rene og simple linjer og gerne fra en anderledes vinkel. Mønstre og strukturer kan ofte give nogle spændende abstrakte udtryk i "fine art"-stil er desuden en motivjagt jeg finder meget inspirerende. Desuden har jeg en forkærlighed til motiver med poetisk udtryk eller budskab som beskueren indirekte opfordres til at tage stilling til.

Baggrund

Min interesse for foto har altid været der, men det var først i forbindelse med mine 4 år i Grønlands storslåede natur jeg for alvor blev grebet af at fange de helt særlige motiver man jævnligt støder på i Arktis. Jeg startede med et Konica KD-400Z, som blev erhvervet i oktober 2002. Begrænsningerne blev dog hurtigt for mange, hvilket resulterede i køb af Canons EOS 300D i november 2003. Dette ellers udmærkede kamera blev i januar 2005 udskiftet med EOS 20D. Der er løbende suppleret med objektiver og diverse andet udstyr, efter behov.

I 2004 var jeg med til at stifte Nuuk Foto Klub, hvor jeg stod for at arrangere flere fototure, klubaftener med tips og tricks, udstyrsnak og Photoshop begynder kurser. Herudover blev jeg i 2004 en del af fotograf teamet på www.ARC-PIC.com - som er specialiseret i salg af nutidige billeder fra Grønland.

Mine billeder er blevet anvendt steder, hvoraf de væsentligste fremgår af siden Referencer.